Stemmevanskeligheder

Børn med stemmevanskeligheder kan modtage stemmeundervisning på Talepædagogisk Center, og vi tilbyder et informationsmøde om stemmen til forældre, lærere, pædagoger og andre interesserede.

Mange børn lider af hæse stemmer, hvor forældre og skole eller børnehave oplever en skrøbelig stemme, som ikke kan klare hverdagens belastninger. En stemme, der gennem lang tid er belastet, kan udvikle hævelser eller deciderede sangerknuder på stemmelæberne.

Stemmevanskeligheder kan vise sig som:

  • Hæshed
  • Skinger stemme
  • Ømhed eller smerter omkring struben eller halsen
  • Ændring af stemme
  • Svag stemmestyrke eller tab af stemmen
  • Vedvarende overbelastning af stemmen
  • Stemmer som knækker over/overgangstemmer
  • Manglende kontrol af stemmen 

Årsager til stemmevanskeligheder kan være:

  • Forkert stemmebrug
  • Organiske ændringer på stemmelæber
  • Støj og uro i barnets omgivelser
  • Adfærd generelt
  • Traume
  • Psykiske årsager

Stemmeinformationsmøde

Hvis du som forælder eller pædagog/lærer til et barn oplever stemmevanskeligheder, kan du deltage i et stemmeinformationsmøde. Du kan tilmelde dig via linket herunder.

Stemmeinformationsmøde

Stemmeudredning og -undervisning kræver, at du som forælder har deltaget i stemmeinformationsmødet og i en periode har arbejdet med de anvisninger, der er givet på mødet.

Undersøgelse hos øre-, næse-, halslæge

Forud for en udredning eller stemmeundervisning skal barnet have foretaget en undersøgelse hos en øre-, næse-, halslæge. Dette er vigtigt i forhold til at udelukke alvorlige organiske sygdomme samt for at kunne arbejde relevant, hvis der forekommer ændringer i stemmelæbefunktionen i form af ødemer, stemmeknuder etc., som har betydning for korrekt stemmebrug. 

Stemmeundervisning

Målet med stemmeundervisningen er:

  • at bevidstgøre de voksne omkring barnet om gode stemmevaner og stemmebrug.
  • at hjælpe med at skabe gode stemmeomgivelser.
  • at de voksne oplever sig som vigtige rollemodeller.
  • at skabe et miljø, som giver barnet mulighed for at bruge sin stemme optimalt, uden at misbruge den.
  • at gøre barnet bevidst om sin stemme, og hvordan man bruger den på en god måde.

Stemmeundervisning foregår på Talepædagogisk Center, Gl. Stationsvej 7, 8940 Randers SV.

Fagpersoner

Stemmeteamet består af to talekonsulenter og en fysioterapeut.
 Det vurderes altid individuelt og i samråd med forældre, om der er behov for en fysioterapeutisk indsats i samarbejde med den talepædagogiske indsats.